Selvskade

En gang til, bare lidt mere , der kommer bare ikke blod nok. Selvom jeg dårligt kan nå at tørre min underarm inden det løber på overarmen. Får jeg det bedre efter selvskade - NEJ, jeg får det værre, jeg hader mig selv. Det skal altid værre lidt dybbere end sidst. Jeg tror ikke helt jeg selv kan styre det. Hvis jeg nu var tynd ligesom alle jer smukke mennesker.
Jeg er for klam til den her verden. Jeg har ingen ret til at gå mellem jer smukke mennesker.
Jeg skærer og jeg skærer men lige lidt hjælper det, for jeg æder for meget. Det er sku klamt at være mig. Jeg hader det her liv. Jeg vil ud af det. Jeg tror ikke jeg kan blive tynd og smuk. jeg kan ikke, fordi jeg fortjener det ikke.

indlæggelse

Så kom jeg endelig til Ballerup som de jo havde snakket om i laaang tid. Det er rigtig godt herude... Men desværre går det ikke så godt som man kunne håbe på:(
Min bulimi er vækket op igen. Det gik ellers godt uden den i den tid jeg var hjemme. Men det skulle ikke holde forver. Jeg har sagt det til lægen men han gør ikke rigtig noget for det. han mener det er vigtigere at arbejde med min skizofreni. På en måde kan jeg godt forstå ham, men det er også meget alvorligt med bulimi.

flytte flytte

Så skete det. Jeg blev rykket fra min trygge enemandsstue til en dele stue.
Jeg skal del stue med en ældre kvinde. Hun kunne for den sags skyld være min farmor/mormor. Huner sød nok det er slet ikke det. Men jeg har via min socialangst store problemer med at dele stue med en jeg ikke kender. Men jeg må huske på at det ikke er hendes skyld at jeg er kommet ned i den anden ende af afdelingen.
Nej det var simpelthen fordi der kom en pige ind på afdelingen som er meget syg. Det betyder at hun skal være tæt på personalet. Jeg kan ikke lade være med at tænke om personalet sys jeg er blevet så rask at jeg ikke behøver samme støtte. Er det i virkeligheden et skjult kompliment?

Jeg ved ikke lige hvordan jeg skal tackle det her flytte rod. de første par timer græd jeg. Jeg kunne simpelthen ikke overskue flytningen. Men jeg kommer ikke udenom at jeg skal flytte igen. Nemlig når jeg skal overflyttes til ballerup rehabiliterings center.
Jeg er nervøs for fremtiden, men jeg ved det nok skal gå. Endten forlæns eller baglæns.

indlæggelse

Jeg er atter blevet indlagt. Denne gang for min selvskade. Det tog for meget overhånd. Jeg kunne ikke styre det.
Det lykkedes mig på under en time, at skære mine arme helt til blods.
Men nu jeg indlagt og kæmper med behandling. Jeg vidste godt det ville blive hårdt men ikke så hårdt. Hver dag bliver trangen til selvskade større og større. Og min frustration større.
De siger jeg gør stor fremgang. Men selv kan jeg ikke se det.
Jeg håber at en langtidsinlæggelse, er den rette løsning for mig..

Fortsættelse følger...

Udskrevet

Endelig uskrevet igen, eller har været det en måned.

Tja, det ville nok være bedst hvis jeg var blevet inde på hospitalet. Men jeg kan ikke overskue det. Der sker bare ingenting. Overhovedt. Det er bare så dødsygt. Jeg nyder at være ude, jeg laver lidt hver dag. Ikke det store men lidt. Jeg skal igang med at tabe mig. Det er fa´nme for klamt at jeg er blevet så fed, om det er midcinens skyld eller ej.

Men jeg har det ikke helt godt. Selvskade er igen blevet en del af mit liv. Ovenikøbet en stor del. Jeg håber jeg kan styre det. Det kan udvikle sig, men jeg håber det ikke. Jeg kan ikke lige overskue at blive indlagt igen.

Hvad laver man så når man er indlagt???

Ja ikke en skid faktisk. Det er ikke til at holde ud. Og fordi man keder sig spiser man mere af den i forvejen alt for fede mad. Man æder og æder indtil man er ved at sprækkes. Hvis man mod forventning ikke skulle æde hele tiden er det fordi k´man er ovre i "klubben", som værestedet her på hospitalet hedder. Det er super hyggeligt at sidde der over til en lille snik snak om alt on intet.
Jeg glæder mig virkelig over jeg har fået en god veninde derover. Hun er bare en skatter.

Så lykkedes det

.... fanme, endelig fik jeg mulighed hvor det lykkedes at kaste op med fingrene. Jeg håber jeg bliver bedre til at kunne gøre det i fremtiden. Det er jo meget praktisk, i stedet for slavisk at skulle gå ud lige efter man har spist og være "på toilettet" i 30 min. Det er i sig selv ret afslørende.

Er bare så lykkelig.

Depresion

Jeg er ved at være godt træt af at være indlagt. Man har ikke en pind at lave. Timerne snegler sig afsted. Man tæller ligefrem minutter, og enda sekunder nogle gange. Det står skidt til. Det står kedeligt til. Alle ved at når man keder sig for meget kan man blive deprimeret. Og jo jeg vil sige der er jeg nået til nu. Jeg er ved at eksploedere. Skrige eller bare gå amok. Jeg savner at gøre noget.

Jeg håber når jeg har samtale imorgen at de bliver enige om jeg må få min bil herned. Tidligere har de synes at jeg var for psykotisk, men det sys jeg ikke jeg er mere. Så er spørgsmålet bare om de også kan se det.

Det er nemlig imorgen vi skal snakke om min fremtidige behandling. Altså om jeg skal snakke med psykolog og i stemmehøregruppe, hvad end det så er for noget.

Jeg glæder mig til at få lidt frihed og noget at tage mig til. Eller i hvert fald muligheden for at kunne gøre noget.

Kedsomhed

Keder mig helt ekstremt her på hospitalet. Jeg ville så gerne hjem. Men jeg er den eneste der sys det er en god ide. Hverken hospitalet eller min familie sys det er godt for mig at komme hjem.

Jeg føler bare at jeg bare går rundt hernede. Får hverken terapi eller samtaler. Kun en enkelt lægesamtale hvor han kun oplyser mig om at han hæver min medicin. Jeg kan simpelthen ikke holde dte ud længere. Der er en klub man kan gå over i. Der er forskellige værksteder. Men det er ikke det jeg mangler. Jeg mangler min frihed til at kunne gøre hvad jeg vil. jeg mangler at kunne køre en tur hvis det er det jeg har lyst til.

Der er nogle forskellige hold man kan gå på. For eksempel er der et bold-hold, hvor man sidder på en stor bold og laver nogle øvelser. Men hvis det virkelig går hårdt for sig laver man nogle mavebøjninger. Jeg kunne godt bruge en god omgang spinning hvor man presser sig selv til det absolut yderste.

Jeg er træt af at være til opbevaring og jeg glæder mig helt ekstremt til at jeg kan komme på fri fod igen...

Oprydning

Som sagt er jeg indlagt. Det betyder blandt andet for mig at plads er ikke det man har mest af.

Jeg har et lille dobbeltskab (den mindste model hvis jeg ikke tager fejl, det er jo et hospital). I selve værelset er der plads til et bord, hvor der reelt set kun kan side en, måske to hvis man masser sig sammen. Derudover kan mna finde en hospitalsseng. Tydeligvis luksus modellen, den har fjernbetjening. Super fedt de første par dage, så går tivolituren ligesom af den. hihi

Når men altså jeg kikkede ind i mit skab. Hold da helt kæft, man skulle tro der var sprunget en mindre bombe ( mine ting var der stadig....hmm). Jeg har altid orden på ALT og mit tøjskab er IKKE en undtagelse. Så jeg gik igang med at finde alt det tøj frem jeg er for fed til. Derefter gik jeg efter det tøj som jeg ikke går med længere.

Overraskende nok fyldte jeg en ikea pose, og har stad tøj i skabet.... hmm... :)

Men det er da den fedeste følelse af at have kikket alle ens ting igennem, og set alt det man ikke lige kunne huske, eller det som har fprlagt sig. "Guuuud havde jeg også den bluse... :)" Intet er da federe.

Anyway, jeg fik ryttet ud, og ny føler jeg der er mere luft i mit liv, selvom det egentlig kun er mit tøjskab.

Opkast

Man starter med at spise et stykke kage. Og kun et stykke for man er jo på kur. Og man er fast besluttet på at den her gang SKAL det bare lykkedes.... Uhm tænker man og nyder hver eneste bid.

Duften af den søde kager strejfer næsen. Åhh, hvem der bare kunne tage et stykke til.

"Okey et lille stykke til kan ikke skade....!" og så rækker man ud efter andet stykke. Man skærer det lidt tykkere end man egentlig havde planlagt, for det var jo det sidste stykke.

Og så er det at det går galt. Man kan høre stemmen i hovedet.

"Nu har du alligevel ødelagt dagen, så kan du ligeså godt hoppe i med begge ben"

Man tager endnu et stykke, og endnu et stykke. Og inden man har set sig om har man ædt hele kagen.

Som en besat søger man gennem køkkenet for at finde noget mere sødt, til ens fix. Man æder og man æder. Indtil man er ved at sprænges.

Og der er det man pludselig vågner op fra sin trance, og finder sig selv sidde i et madhelvede.

Man ved den eneste løsning på problemet er at få det man har gjort ugjort.

Det er her at det at kaste op kommer ind i billedet.

Man skynder sig ud på toilettet og kaster op. Hvilken lettelse. Det var kun her ene gang lover man sig selv.

Men efter et ganske simpelt måltid finder man igen sig selv ude på toilettet og prøver på at kaste op. Gang på gang går man derud selvom man lovede at det var sidste gang.

En dag vågner man op, og forstår at bulimien har taget roret. Nu er kampen hård for at genvinde magten.

Røg

Kender i det, i vil gerne tabe jer men det går ikke helt efter planen.

Jeg ved at hvis jeg ryger kan det hjælpe på sulten. Men det er bare så vanvittigt usundt. Men set i lyset af alt det usunde jeg gør i forevejen burde rygning ikke være det værste.

Jeg ved at det vil hjælpe mig, men jeg kan ikke skjule det for min familie, som ville blive knust hvis jeg begyndte på at ryge.

Jeg kan dog stadig ikke lade være med at overveje det, da jeg ved når man er slik syg eller bare sulten, så hjælper en smøg altså.

Grr.... hader når jeg ikke kan finde ud af hvad jeg skal gøre.

Jeg ville gerne at jeg kunne ryge i al hemmelighed. Men jeg er indlagt så hvis jeg ryger på afedelingen vil de måske komme til at sige noget.

Men hvad værre er at det lugter som en i helvede.

Man kan ikke skjule lugten. Den hænger i håret, i tøjet, alle steder.

Er bare sådan i vildråd. Aner ikke mine levende råd. På den ene side ville det bare hjælpe mig så meget.

Men på den anden side er det bare super usundt.

godnat historie

En lille godnat historie inden jeg bliver beordret i seng af personalet.

Jeg prøver at oprette en hjemmeside således at de kan blive koblet sammen. Jeg vil gerne lave en side hvor folk kan få hjælp og støtte til deres problemer. Ligesom jeg.

Men fakta er at det går rigtig dårligt med at lave den side. men så snart den er 'up'n'running' sætter jeg et link ind.

Templet

Så lille, så uskyldig. Var jeg engang ligeså uskyldig.

Sikkert. Men jeg blev teenager, og begyndte langsomt at ødelægge mit liv. Jeg tog stoffer. Jeg var med til kriminalitet. Jeg havde ingen kontrol over mit liv. Og hvad værre var, jeg ville ikke indse det.

Endnu engang er jeg igang med at ødelægge mit liv. Jeg skærer i mig selv, jeg sulter, jeg kaster op.

Jeg behandler min krop som var den min fjende.

Min krop, mit tempel er blevet skændet. For mig er det dødt.

Jeg er en tom skal som går rundt blandt mennesker. Jeg bliver aldrig hel igen. Jeg vil altid være ødelagt.

Jeg advare dig om at gøre samme fejl som mig. Behandl din krop som var den det helligste temppel af alle. Ødelæg ikke din krop.

Kontrol

Eller mangel på samme. Jeg har ikke haft noget som helst kontrol det sidte halve år. Det betyder at jeg nu vejer over 100 kg. Men nu skal det være slut. Jeg vil tabe mig, jeg vil være tynd igen.

Og denne her gang skal det nok lykkedes. Jeg træner mig selv i at kaste min mad op igen. For ikke at spise, er jeg på nuværende tidspunkt bare ikke stærk nok til. Jeg bliver forpustet bare jeg skal lænde mig ned og tage sko på. Min mave er spimelthen i vejen.

Men nu skal alt det være slut. Jeg vill ikke spise nær så meget, og hvad jeg spiser skal jeg træne i at få op igen. Det bliver en hård omgang, men denne gang vil jeg det så meget.

Forår....

Mmmmm.... forår!!

Det blomstre op alle steder med alverdens dejlige blomster og dufte.

Hvis man rigtig dufter efter kan man ikke undgå at mærke den dejlige duft af forår. Eller blomsterne som blomstrer. Bruger man et øjeblik i naturen kan man ikke undgå at se dyrenes forårs danse. Egern leger i træerne, fuglene kvidre som har de ikke haft en stemme hele vinteren.

Ja, prøv en gang at tage en dybt indåndning. Man kan ikke undgå at blive berørt af foråret.

Hadet

Hvis folk bare vidste hvor meget jeg hader mig selv, og alt jeg står for.

Jeg er ynkelig. Jeg sys alt der sker for mig er uretfærdigt. Jeg er ikke bare overvægtig, men direkte fed. Og det værste er, at jeg ikke gør noget som helst ved det.

Jeg er indlagt på lukket afsnit fordi jeg ikke kan finde ud af at passe på mig selv. Jeg har afleveret alt jeg kunne lave selvskade med. Hvilket jeg nu hader mig selv for at have gjort.

Jeg shopper for meget. Jeg har ikke råd til det. Jeg 'glemmer' jeg ikke har nogle penge.

Mest af alt synes jeg selv jeg burde dø, for alle de ugerninger jeg har lavet.

Jeg skal aldrig få fred, eller ro. Selvom jeg ved jeg fortjener det, hader jeg det.

Jeg tør ikke åbne op for andre. Jeg er bange for de også vil hade den jeg er. Af den ene grund hader folk den jeg er.

Jeg græder om natten, og ønsker jeg ikke vågner igen.

For det er det eneste jeg kan.

Vil ikke mere

Jeg vil ikke mere. Jeg kan ikke mere.

Jeg er indlagt så jeg kan ikke lave selvskade. jeg er ved at eksplodere. Jeg vil, jeg vil, jeg vil selvskade. Jeg kan gøre det. Jeg har fundet et hul ingen kender. Jeg kan gøre det uopdaget, selvom jeg er på lukket afsnit.

Jeg er ligeglad med om jeg dør. Jeg er jo intet værd alligevel.

Jeg snyder. Jeg bedrager. Jeg lyver. Jeg er ikke værdig.

Jeg har nu syv gange prøvet at snitte mit håndled op. Uden held. Men jeg lover at en dag vil det lykkedes. Og den dag vil jeg ikke være ked af det.

Jeg vil være fri. Fri for altid.

Fedme

Da jeg blev indlagt regnede jeg ikke med at jeg skulle konfronteres med min vægt. Jeg tænker det er jo lukket afsnit.

En given morgen sidder jeg som altid og spiser mig morgenmad.
En anden pantíent kommer hen og siger, du er blevet tyk.

Jeg er tyk, jeg ved det, men jeg vil ikke være tykkere. Bemærkningen gjorde ondt. Jeg er nu begyndt at prøve at kaste min mad op. og hvad endnu værre er at min kontaktperson er en str 34, mens jeg er svimlende 52. Derfor begynder jeg nu at springe måltider over, men det er ikke nok. For udenom måltiderne smæsker jeg mig i slik. alt for meget slik. Slikken gør mig tilfreds hvor jeg egentlig er ked af det. men ikke mere. Jeg vil ikke mere

Nu skal det være slut. Jeg vil ikke mere. Koste al min energi, jeg gør det. Og denne gang lykkedes det.

Jeg vil tabe mig, jeg vil være den faldne engel.

Jeg vil være tynd. Meget tynd.

Uro

kender vi det ikke alle sammen.

Som man lige skulle til at hygge sig med et glas god vin, kommer det snigende - uroen. Man finder sig selv rastløs. Intet kan tilfredsstille uroen.

Hvorfor får vi egentlig uro???

Er det fordi vi ikke rør os nok???

Er det noget medicin???

I mit tilfælde er svaret simpelt. Det er min medicin. Og jeg kan ikke undvære min medicin.

Er jeg så dømt til evig uro???

Hvad kan være min redning???

Ødelagt..

Jeg føler mig ødelagt. Overfladen er brudt sammen, og sammen med den resten af den jeg er.

Jeg bør ikke længere være her. Jeg er blot en skygge af den jeg var. En tynd og udtværet skygge, som næsten er svundet helt væk.

Tomrummet i mig, er blevet så stort og mørkt, at jeg ikke længere ved, hvad der er hvad.

Sorgen, er blevet for stor, og gennemtrængende.

Mine vinger er væk, jeg kan ikke længere flygte, til trykke steder.

Jeg skar vingerne væk, for at mærke at jeg stadig levede. Men nu er jeg tvunget til at være blot en skygge af mig selv.

Moar..

Hvis du bare vidste, hvor ondt det gør, at se dig lide.

På grund af min selvdestruktive adfærs, ødelægger jeg dig langsomt. Søvnløse nætter, evig bekymring. Det er alt jeg kan give dig. Hver dag ser jeg dig, lidt mere sammenbrudt end før. Lidt mere ødelagt.

Gid jeg kunne stoppe mine dæmoner, som jager dig så evigt.

Jeg vil gøre alt for at se dine smil, og høre din latter. Jeg længes så meget efter den gang.

Moar tilgiv mig, for hvad jeg gør ved dig.

Husk jeg elsker dig, nu, og for altid.

Hader jeg...

Hader jeg mig selv?

Også i den grad. Jeg hader mig selv for alt det som jeg gør forkert ved min krop. Selvskade, fedme, selvmordsforsøg.

Men det værste er vel at jeg ikke gør noget ved det. Nej, tværtimod. Jeg drukner mig selv i shopping. For shopping hjælper jo :)

Jeg hader mig selv for at sidde her og ynke i stedet for at gøre noget ved problemet.

Ja, faktisk så er der mere galt end der er godt.

Lørdag aften...

Sidder her på en kedelig lørdag aften, og føler mig alt for fed. Og hvorfor? Jo, det skal jeg sige. Jeg har præsteret at tage 40 kg på, på lidt over 4 måneder. Jeg hader det. Jeg bander over det hver eneste gang jeg ser mig i spejlet. Jeg ville gerne sige, som alle andre, at det er min medicin som er skyld i den drastiske vægtøgning. Men fakta er jo bare at, for at tage på skal man indtage flere kalorier, end man forbruger.

Eftersom jeg er sygemeldt på nuværende tidspunkt, får jeg pudsigt nok ikke meget motion. Jeg har jo al den tid man kan bruge. Men jeg får det simpelthen ikke gjordt. Det er for dårligt. Hver eneste gang jeg kikker i spejlet, tvinges jeg til at se det i øjne.

Og jeg skulle hilse at sige at det er rigtig øv at have taget så meget på. Men endnu mere øv, når man ikke gør noget ved det.

My deepest secret

Vi har alle sammen hemmeligheder. Store som små. Nogle mere hemmelige end andre. Nogle mere harmløse end andre. Vi gemmer alle på nogle ting som kun kommer frem når vi er helt alene, og sikre på vi er alene. Ting som man skjuler i større eller mindre grad. Når vi så er alene kommer hemmelighederne frem i lyset.
Måske synger du i badet.
Eller laver skade på en selv. Mulighederne er mange.

Jeg har også en hemmelighed. Jeg har faktisk mange. Nogle af dem harmløse, andre ikke. I mit univers er der mest mørke og meget dybe hemmeligheder.

Jeg vil fører dig ind i en verden af dystre tanker. Tanker om stemmer og, uhyrre. Selvskade og selvmordsforsøg.

Alene...

Hvorfor føler jeg mig altid så alene?
Er jeg alene?

Alle har prøvet det. Man blev uvenner med kæresten, eller barndomsveninden. Pludselig virker det sikre så usikkert. Få ord kan gøre det. De forskerte ord, kan gøre os ene.
Jeg tænker tit, hvad er forskellen, er man alene, eller ene?
Hvilken af de to fortrækker jeg?
Ensomhed kan få den stærkeste kvinde til at bukke under. Kvinden som havde alt, finder sig selv alene, aften efter aften. Hvad skete der i hendes liv?
Er hun ene, eller alene? Hvad er forskellen?

Jeg har mødt mange stærke kvinder gennem tiden. Men frygten er den samme for alle. Ensomhed.
Vi vil gøre næsten alt for at undgå det. Men er det så ensomt at være ene, eller alene?
Da jeg valgte selvskaden fremfor talen, mistede jeg alt. Venner, familie. Folk ændre sig i dit nærvær. Jeg finder nu mig selv alene. Alene fordi jeg ikke har andre at dele min hemmelighed med. Ene fordi ensomheden ikke altid er en bedre del af to dårlige.

Help....

I have done it again, I've been here many times before, I've hurt myself again today, and, the worst part is no-one else to blaime.

I have lost myself again, lost myself and I am nowhere to be found, I think that I might break, lost myself again, i feel unsafe.

Please be my freind,

hold me, wrap me up,

unfold me, I am needy,

warm me up, and breathe me.

Stand in the rain

I never slow down, I dont know why, but I know that when I'm all alone, I feel like it's all coming down. I won't make a sound, alone in this fight with myself, and the fears whispering if I stand, I will fall down. I want to be found, but the only way out is through everything I'm running from. I want to give up, and lie down. So I stand in the rain, I stand my ground, I stand up when it's all crashing down. I stand through the pain. I will not drown. On day all thats lost can be found.

Selvmord...

Er det så slemt?

På et tidspunkt vores liv, har vi vel alle haft mere, eller mindre lyst til livet. Men hos nogle bliver det ikke kun ved tankerne om et bedre liv. Nej, de fører det ud i livet. Selvmorderer som giver op på livet.

Jeg er der selv. Desværre bliver det ikke ved tankerne. Presset bliver for stort, og sorgen for tung.

Den lette løsning, som sikkert virker. En meget permanent løsning. For mig blev det ikke en realitet i denne gang. Desværre når jeg ser på Pigen, på afsnittet, bliver fristelserne for store. Pigen skjuler ikke sine sår. Hun viser verden hvad hun føler, og hvad hun gør ved sin krop. En smuk pige, med samme problem som jeg. En selvskade som blev til selvmordsforsøg.

Kan nogle rede os?

Er vi så alene som vi føler os?

Vil vi gerne dø?

Hvorfor skal blev det os, hvori kniven skulle skære?

Fanget...

i mit eget spind om selvskade, stemmer, og uhyre.

Tvangsindlæggelse, ydmygelse. Jeg finder atter en grund til at skade mig selv. Et snit, dybt og rent. Tankerne fortrækker sig et øjeblik. Et øjeblik med fred. Et øjeblik i frihed.

Sekunderne svinder forbi. Tankerne, kaoset giver ikke slip. Deres greb er fast, tungt.

De bliver ved med at presse.

"Bare lidt mere, denne gang."

"Dybere" skriger den anden. Aldrig er det godt nok. Aldrig stiller det deres tørst efter skade.

Jeg gemmer mig på lukket afsnit. Ingen knive, ingenting."Kast op" "Få så det hoved i lokummet." Stemmerne skriger. Højere, ondere end før.Jeg tvinges ud på wcet. Jeg ser mig selv stå overbøjet og tvinges til opkast. Det gør ondt. Jeg er bange. Men fanget af mine dømoner lystre jeg.

Det er det eneste jeg kan.

Kniven skærer....

Atter igen. Altid det samme. Skær, blod, tilfredsstillelse.
Hvorfor skal jeg altid straffes for selv det mindste. Knivens skarpe blad mod den bløde hud.
Langsomt trykkes kniven ned, og blodet kommer til syne.
Jeg smiler. Mere. En til gang, igen. Kniven kender rutinen. Atter glider kniven over låret. Denne gang lidt dybere, og lidt længere end tidligere. Det stopper først når jeg opdager hvor lang tid jeg egentlig har brugt.
Sekunder. Minutter. Timer.

Sygdommen

"Du er syg", lød det fra Lægen, der i tre lange måneder havde overvåget min mindste bevælgelse.
Skizofren paranoid kalder de mig. Fanget i min egen verden fyldt med uhyre, og engle. Mit fængsel. Der hvor jeg til evig tid skal vandre.
Lukket afnit skulle have været min redning. Indespærret, forsvarligt spæret væk fra omverdenen.
Den omverden som jeg ikke forstod, og som heller ikke mig forstod.
Diagnosen skulle være et håb om et bedre liv. Et reb som skulle befrie mig. Et spinkelt håb om en bedre fremtid, i en verden uden frygt.

Ingen så igennem den mur der beskyttede mit inderste. Mine længsler. Hverken lægen, sygeplejerskeren eller min egen familie.
Derfor sidder jeg her, tre måneder efter udskrivelse, og føler mig lige så fanget, og ensom som før.
Har det gjort en forskel?
Nogen vil mene jeg er i bedring. Men inderst inde er alt som det ikke bør være. Jeg er stadig fanget i min egen verden af uhyre, og engle.