Hadet

Hvis folk bare vidste hvor meget jeg hader mig selv, og alt jeg står for.

Jeg er ynkelig. Jeg sys alt der sker for mig er uretfærdigt. Jeg er ikke bare overvægtig, men direkte fed. Og det værste er, at jeg ikke gør noget som helst ved det.

Jeg er indlagt på lukket afsnit fordi jeg ikke kan finde ud af at passe på mig selv. Jeg har afleveret alt jeg kunne lave selvskade med. Hvilket jeg nu hader mig selv for at have gjort.

Jeg shopper for meget. Jeg har ikke råd til det. Jeg 'glemmer' jeg ikke har nogle penge.

Mest af alt synes jeg selv jeg burde dø, for alle de ugerninger jeg har lavet.

Jeg skal aldrig få fred, eller ro. Selvom jeg ved jeg fortjener det, hader jeg det.

Jeg tør ikke åbne op for andre. Jeg er bange for de også vil hade den jeg er. Af den ene grund hader folk den jeg er.

Jeg græder om natten, og ønsker jeg ikke vågner igen.

For det er det eneste jeg kan.

Vil ikke mere

Jeg vil ikke mere. Jeg kan ikke mere.

Jeg er indlagt så jeg kan ikke lave selvskade. jeg er ved at eksplodere. Jeg vil, jeg vil, jeg vil selvskade. Jeg kan gøre det. Jeg har fundet et hul ingen kender. Jeg kan gøre det uopdaget, selvom jeg er på lukket afsnit.

Jeg er ligeglad med om jeg dør. Jeg er jo intet værd alligevel.

Jeg snyder. Jeg bedrager. Jeg lyver. Jeg er ikke værdig.

Jeg har nu syv gange prøvet at snitte mit håndled op. Uden held. Men jeg lover at en dag vil det lykkedes. Og den dag vil jeg ikke være ked af det.

Jeg vil være fri. Fri for altid.

Fedme

Da jeg blev indlagt regnede jeg ikke med at jeg skulle konfronteres med min vægt. Jeg tænker det er jo lukket afsnit.

En given morgen sidder jeg som altid og spiser mig morgenmad.
En anden pantíent kommer hen og siger, du er blevet tyk.

Jeg er tyk, jeg ved det, men jeg vil ikke være tykkere. Bemærkningen gjorde ondt. Jeg er nu begyndt at prøve at kaste min mad op. og hvad endnu værre er at min kontaktperson er en str 34, mens jeg er svimlende 52. Derfor begynder jeg nu at springe måltider over, men det er ikke nok. For udenom måltiderne smæsker jeg mig i slik. alt for meget slik. Slikken gør mig tilfreds hvor jeg egentlig er ked af det. men ikke mere. Jeg vil ikke mere

Nu skal det være slut. Jeg vil ikke mere. Koste al min energi, jeg gør det. Og denne gang lykkedes det.

Jeg vil tabe mig, jeg vil være den faldne engel.

Jeg vil være tynd. Meget tynd.

Uro

kender vi det ikke alle sammen.

Som man lige skulle til at hygge sig med et glas god vin, kommer det snigende - uroen. Man finder sig selv rastløs. Intet kan tilfredsstille uroen.

Hvorfor får vi egentlig uro???

Er det fordi vi ikke rør os nok???

Er det noget medicin???

I mit tilfælde er svaret simpelt. Det er min medicin. Og jeg kan ikke undvære min medicin.

Er jeg så dømt til evig uro???

Hvad kan være min redning???

Ødelagt..

Jeg føler mig ødelagt. Overfladen er brudt sammen, og sammen med den resten af den jeg er.

Jeg bør ikke længere være her. Jeg er blot en skygge af den jeg var. En tynd og udtværet skygge, som næsten er svundet helt væk.

Tomrummet i mig, er blevet så stort og mørkt, at jeg ikke længere ved, hvad der er hvad.

Sorgen, er blevet for stor, og gennemtrængende.

Mine vinger er væk, jeg kan ikke længere flygte, til trykke steder.

Jeg skar vingerne væk, for at mærke at jeg stadig levede. Men nu er jeg tvunget til at være blot en skygge af mig selv.

Moar..

Hvis du bare vidste, hvor ondt det gør, at se dig lide.

På grund af min selvdestruktive adfærs, ødelægger jeg dig langsomt. Søvnløse nætter, evig bekymring. Det er alt jeg kan give dig. Hver dag ser jeg dig, lidt mere sammenbrudt end før. Lidt mere ødelagt.

Gid jeg kunne stoppe mine dæmoner, som jager dig så evigt.

Jeg vil gøre alt for at se dine smil, og høre din latter. Jeg længes så meget efter den gang.

Moar tilgiv mig, for hvad jeg gør ved dig.

Husk jeg elsker dig, nu, og for altid.

Hader jeg...

Hader jeg mig selv?

Også i den grad. Jeg hader mig selv for alt det som jeg gør forkert ved min krop. Selvskade, fedme, selvmordsforsøg.

Men det værste er vel at jeg ikke gør noget ved det. Nej, tværtimod. Jeg drukner mig selv i shopping. For shopping hjælper jo :)

Jeg hader mig selv for at sidde her og ynke i stedet for at gøre noget ved problemet.

Ja, faktisk så er der mere galt end der er godt.

Lørdag aften...

Sidder her på en kedelig lørdag aften, og føler mig alt for fed. Og hvorfor? Jo, det skal jeg sige. Jeg har præsteret at tage 40 kg på, på lidt over 4 måneder. Jeg hader det. Jeg bander over det hver eneste gang jeg ser mig i spejlet. Jeg ville gerne sige, som alle andre, at det er min medicin som er skyld i den drastiske vægtøgning. Men fakta er jo bare at, for at tage på skal man indtage flere kalorier, end man forbruger.

Eftersom jeg er sygemeldt på nuværende tidspunkt, får jeg pudsigt nok ikke meget motion. Jeg har jo al den tid man kan bruge. Men jeg får det simpelthen ikke gjordt. Det er for dårligt. Hver eneste gang jeg kikker i spejlet, tvinges jeg til at se det i øjne.

Og jeg skulle hilse at sige at det er rigtig øv at have taget så meget på. Men endnu mere øv, når man ikke gør noget ved det.

My deepest secret

Vi har alle sammen hemmeligheder. Store som små. Nogle mere hemmelige end andre. Nogle mere harmløse end andre. Vi gemmer alle på nogle ting som kun kommer frem når vi er helt alene, og sikre på vi er alene. Ting som man skjuler i større eller mindre grad. Når vi så er alene kommer hemmelighederne frem i lyset.
Måske synger du i badet.
Eller laver skade på en selv. Mulighederne er mange.

Jeg har også en hemmelighed. Jeg har faktisk mange. Nogle af dem harmløse, andre ikke. I mit univers er der mest mørke og meget dybe hemmeligheder.

Jeg vil fører dig ind i en verden af dystre tanker. Tanker om stemmer og, uhyrre. Selvskade og selvmordsforsøg.

Alene...

Hvorfor føler jeg mig altid så alene?
Er jeg alene?

Alle har prøvet det. Man blev uvenner med kæresten, eller barndomsveninden. Pludselig virker det sikre så usikkert. Få ord kan gøre det. De forskerte ord, kan gøre os ene.
Jeg tænker tit, hvad er forskellen, er man alene, eller ene?
Hvilken af de to fortrækker jeg?
Ensomhed kan få den stærkeste kvinde til at bukke under. Kvinden som havde alt, finder sig selv alene, aften efter aften. Hvad skete der i hendes liv?
Er hun ene, eller alene? Hvad er forskellen?

Jeg har mødt mange stærke kvinder gennem tiden. Men frygten er den samme for alle. Ensomhed.
Vi vil gøre næsten alt for at undgå det. Men er det så ensomt at være ene, eller alene?
Da jeg valgte selvskaden fremfor talen, mistede jeg alt. Venner, familie. Folk ændre sig i dit nærvær. Jeg finder nu mig selv alene. Alene fordi jeg ikke har andre at dele min hemmelighed med. Ene fordi ensomheden ikke altid er en bedre del af to dårlige.

Help....

I have done it again, I've been here many times before, I've hurt myself again today, and, the worst part is no-one else to blaime.

I have lost myself again, lost myself and I am nowhere to be found, I think that I might break, lost myself again, i feel unsafe.

Please be my freind,

hold me, wrap me up,

unfold me, I am needy,

warm me up, and breathe me.

Stand in the rain

I never slow down, I dont know why, but I know that when I'm all alone, I feel like it's all coming down. I won't make a sound, alone in this fight with myself, and the fears whispering if I stand, I will fall down. I want to be found, but the only way out is through everything I'm running from. I want to give up, and lie down. So I stand in the rain, I stand my ground, I stand up when it's all crashing down. I stand through the pain. I will not drown. On day all thats lost can be found.

Selvmord...

Er det så slemt?

På et tidspunkt vores liv, har vi vel alle haft mere, eller mindre lyst til livet. Men hos nogle bliver det ikke kun ved tankerne om et bedre liv. Nej, de fører det ud i livet. Selvmorderer som giver op på livet.

Jeg er der selv. Desværre bliver det ikke ved tankerne. Presset bliver for stort, og sorgen for tung.

Den lette løsning, som sikkert virker. En meget permanent løsning. For mig blev det ikke en realitet i denne gang. Desværre når jeg ser på Pigen, på afsnittet, bliver fristelserne for store. Pigen skjuler ikke sine sår. Hun viser verden hvad hun føler, og hvad hun gør ved sin krop. En smuk pige, med samme problem som jeg. En selvskade som blev til selvmordsforsøg.

Kan nogle rede os?

Er vi så alene som vi føler os?

Vil vi gerne dø?

Hvorfor skal blev det os, hvori kniven skulle skære?

Fanget...

i mit eget spind om selvskade, stemmer, og uhyre.

Tvangsindlæggelse, ydmygelse. Jeg finder atter en grund til at skade mig selv. Et snit, dybt og rent. Tankerne fortrækker sig et øjeblik. Et øjeblik med fred. Et øjeblik i frihed.

Sekunderne svinder forbi. Tankerne, kaoset giver ikke slip. Deres greb er fast, tungt.

De bliver ved med at presse.

"Bare lidt mere, denne gang."

"Dybere" skriger den anden. Aldrig er det godt nok. Aldrig stiller det deres tørst efter skade.

Jeg gemmer mig på lukket afsnit. Ingen knive, ingenting."Kast op" "Få så det hoved i lokummet." Stemmerne skriger. Højere, ondere end før.Jeg tvinges ud på wcet. Jeg ser mig selv stå overbøjet og tvinges til opkast. Det gør ondt. Jeg er bange. Men fanget af mine dømoner lystre jeg.

Det er det eneste jeg kan.