Jeg er ved at være godt træt af at være indlagt. Man har ikke en pind at lave. Timerne snegler sig afsted. Man tæller ligefrem minutter, og enda sekunder nogle gange. Det står skidt til. Det står kedeligt til. Alle ved at når man keder sig for meget kan man blive deprimeret. Og jo jeg vil sige der er jeg nået til nu. Jeg er ved at eksploedere. Skrige eller bare gå amok. Jeg savner at gøre noget.
Jeg håber når jeg har samtale imorgen at de bliver enige om jeg må få min bil herned. Tidligere har de synes at jeg var for psykotisk, men det sys jeg ikke jeg er mere. Så er spørgsmålet bare om de også kan se det.
Det er nemlig imorgen vi skal snakke om min fremtidige behandling. Altså om jeg skal snakke med psykolog og i stemmehøregruppe, hvad end det så er for noget.
Jeg glæder mig til at få lidt frihed og noget at tage mig til. Eller i hvert fald muligheden for at kunne gøre noget.
