Kniven skærer....

Atter igen. Altid det samme. Skær, blod, tilfredsstillelse.
Hvorfor skal jeg altid straffes for selv det mindste. Knivens skarpe blad mod den bløde hud.
Langsomt trykkes kniven ned, og blodet kommer til syne.
Jeg smiler. Mere. En til gang, igen. Kniven kender rutinen. Atter glider kniven over låret. Denne gang lidt dybere, og lidt længere end tidligere. Det stopper først når jeg opdager hvor lang tid jeg egentlig har brugt.
Sekunder. Minutter. Timer.

Sygdommen

"Du er syg", lød det fra Lægen, der i tre lange måneder havde overvåget min mindste bevælgelse.
Skizofren paranoid kalder de mig. Fanget i min egen verden fyldt med uhyre, og engle. Mit fængsel. Der hvor jeg til evig tid skal vandre.
Lukket afnit skulle have været min redning. Indespærret, forsvarligt spæret væk fra omverdenen.
Den omverden som jeg ikke forstod, og som heller ikke mig forstod.
Diagnosen skulle være et håb om et bedre liv. Et reb som skulle befrie mig. Et spinkelt håb om en bedre fremtid, i en verden uden frygt.

Ingen så igennem den mur der beskyttede mit inderste. Mine længsler. Hverken lægen, sygeplejerskeren eller min egen familie.
Derfor sidder jeg her, tre måneder efter udskrivelse, og føler mig lige så fanget, og ensom som før.
Har det gjort en forskel?
Nogen vil mene jeg er i bedring. Men inderst inde er alt som det ikke bør være. Jeg er stadig fanget i min egen verden af uhyre, og engle.