Vægten...

Vi kender det alle. Vi har alle været der på et tidspunkt. Stået foran spejlet, og blevet trist ved synet. Tøjet strammer lidt mere end sidst vi kikkede, og ansigtet er mere rundt. I det hele taget føler man sig bare alt for stor. I det sekundt er lysten og viljen til vægttab enorm. Man kan næsten høre sig selv tænke, at denne gang skal det lykkedes. "Jeg opgiver sukkeret", tænker man enda. Men efter få timer, køre man det ene stykke slik, efter det andet, ned i maven.
I et øjeblik glemmer man viljestyrken, og motivationen. Man glemmer sågar hvordan kinderne var blevet større og hvordan tøjet var blevet strammere. Alt sammen for et øjeblik i 'sukker-paradiset'.

Ja, vi kender det alle. Gang på gang falder man tilbage i gamle rutiner, og man opgiver vægttabet for denne gang. Undskyldnigerne er mange. "Der er konfirmation", "jeg vil ikke være til besvær", "Jeg er så ensom". Det er som om underskyldningerne legalisere vores syndfulde øjeblikke. De giver os fred for angrende tanker, og giver os vores så velkendte tryghed tilbage. En falsk tryghed!, som kun varer indtil næste gang vi ser os i butiksvinduet på strøget, eller i spejlet i prøverummet. Og igen laver vi samme aftale. "Denne gang skal det lykkedes".

Jeg smider nu alle mine dårlige undskyldninger væk, og lukker porten til 'sukker-paradiset'.
Jeg vil gerne være til besvær, jeg vil gerne være ene. For egentlig åbner jeg en ny dør. Den fører mig til himmeriget. Den dør vil give mig en sund og slank krop, som jeg fortjener. Derfor vil jeg gerne være til besvær, når jeg er ude og spise. For inderst inde er det jo det vi lovede os selv, den morgen vi stod foran spejlet.

Angsten

Alle har noget de frygter. En angst. De fleste ved hvad det er de frygter. Man lære at styre den. Men hvad sker der når vi ikke selv er i kontrol?

Lige så stille som tågen, kommer angsten krybende. Lydløst og pludseligt.
Hjertet banker hurtigere. Uroen som spreder sig i kroppen. Og så.... Lammet af frygt.
Al rationel tankegang forsvinder med et, og panikken overtager.
Handlingslammet og ude af sig selv, er man pludselig fanget i angsten faste jerngreb. Kontrollen er væk.

Hvis det dog bare kunne forsvinde. Hvem kommer med nøglen det dystre fængsel?
Har vi den selv, eller er vi hjælpeløst tvunget til at vente?
Ja, hvad sker der når vi mister vores kontrol?

Min første blog...

Min spisefortyrrelse, min selvskade, ligger til grund for denne blog.

Jeg prøver at skabe et fristed. Et fristed hvor tanker og følelser kan blive forenet.
Skabe et overblik over de uoverskuelige følelser. De følelser som invendigt flår i mig, og ødelægger mig. Selvdestruktive tanker, som ofte bliver bragt til live gennem cutting.

Jeg føler jeg lever i en verden, som hverken mørk eller lys. Jeg befinder mig midt i et tomrum. En tåge. En tåge der omslutter, og opsluger mig. Jeg føler mig alene og sårbar, mens jeg ihærdigt prøver at finde den rette vej gennem livet.
Til tider lykkedes det, til tider ikke.