Fanget...

i mit eget spind om selvskade, stemmer, og uhyre.

Tvangsindlæggelse, ydmygelse. Jeg finder atter en grund til at skade mig selv. Et snit, dybt og rent. Tankerne fortrækker sig et øjeblik. Et øjeblik med fred. Et øjeblik i frihed.

Sekunderne svinder forbi. Tankerne, kaoset giver ikke slip. Deres greb er fast, tungt.

De bliver ved med at presse.

"Bare lidt mere, denne gang."

"Dybere" skriger den anden. Aldrig er det godt nok. Aldrig stiller det deres tørst efter skade.

Jeg gemmer mig på lukket afsnit. Ingen knive, ingenting."Kast op" "Få så det hoved i lokummet." Stemmerne skriger. Højere, ondere end før.Jeg tvinges ud på wcet. Jeg ser mig selv stå overbøjet og tvinges til opkast. Det gør ondt. Jeg er bange. Men fanget af mine dømoner lystre jeg.

Det er det eneste jeg kan.