Opkast

Man starter med at spise et stykke kage. Og kun et stykke for man er jo på kur. Og man er fast besluttet på at den her gang SKAL det bare lykkedes.... Uhm tænker man og nyder hver eneste bid.

Duften af den søde kager strejfer næsen. Åhh, hvem der bare kunne tage et stykke til.

"Okey et lille stykke til kan ikke skade....!" og så rækker man ud efter andet stykke. Man skærer det lidt tykkere end man egentlig havde planlagt, for det var jo det sidste stykke.

Og så er det at det går galt. Man kan høre stemmen i hovedet.

"Nu har du alligevel ødelagt dagen, så kan du ligeså godt hoppe i med begge ben"

Man tager endnu et stykke, og endnu et stykke. Og inden man har set sig om har man ædt hele kagen.

Som en besat søger man gennem køkkenet for at finde noget mere sødt, til ens fix. Man æder og man æder. Indtil man er ved at sprænges.

Og der er det man pludselig vågner op fra sin trance, og finder sig selv sidde i et madhelvede.

Man ved den eneste løsning på problemet er at få det man har gjort ugjort.

Det er her at det at kaste op kommer ind i billedet.

Man skynder sig ud på toilettet og kaster op. Hvilken lettelse. Det var kun her ene gang lover man sig selv.

Men efter et ganske simpelt måltid finder man igen sig selv ude på toilettet og prøver på at kaste op. Gang på gang går man derud selvom man lovede at det var sidste gang.

En dag vågner man op, og forstår at bulimien har taget roret. Nu er kampen hård for at genvinde magten.